| huskepresse |
|
Evergreens – Grethes børnebørn. ”Evergreens – Grethes Børnebørn” er en udstilling, der tager udgangspunkt i sangerinden Grethe Ingmann (1938-1990), der i sin egen tid gik fra jazzsangerinde, vinder af Det Internationale Melodi Grand Prix (1963) til schlager-stjerne. Ialt 27 kunstnere og kunstnergrupper bidrager. Udstillingen rummer video, tegning, fotografi, maleri, objekt, aktioner, performance og tekst, der på hver sin måde hylder en stemme, der tegnede vores barndom og en kvinde, der var meget mere end ”et solstrejf i en vandpyt…”. På godt og ondt. Til Grethe, fra hendes børnebørn! Grethe Ingmanns stemme blev en levende historiefortæller af format. Hun sang sig ind i hjertet på kvinderne, der gik derhjemme og kendte til det liv, hun sang om. De kendte til smerten. Men hun oplevede aldrig i levende live at få den anseelse, hun fortjente. Hun døde af leverkræft som en lille, forpjusket svane. Men tiden og historien har ændret vores syn på Grethe – nu er hun blevet kanoniseret, ikke bare via Kulturministeriets kanon, hvor Dansevisen er med på listen over Evergreens – men hun har også erobret et nyt og yngre publikum, og hun skaber inspiration for nye sangere og sangskrivere. Grethe Ingmann er en mytologiseret tragedie. Hun var sine steder som Tove Ditlevsen, en kontroversiel ælling, der ikke satte sit lys under en skæppe, men hele tiden sørgede for at være badet i spotlight. Også selvom der til sidst næsten ikke var mere sol tilbage. I år ville hun være blevet 70 år. Det har man glemt. Men man har ikke glemt hendes stemme. Det var den, der var hendes. Og den gled over i historien. Grethe repræsenterer et kvindebillede, en tidsånd, hvor Danmark var i opbrud. Grethe var et levet liv, hvor værk og hverdag smeltede sammen til ét hele; et livsværk. Grethes børnebørn er Astrid Kruse Jensen, Alba S. Enström (S), Birgitta Lund, Charlotte Petersen, Gitte Winther, Hans E. Madsen, Huskegruppen, Kaspar Oppen Samuelsen, Kristina Ask, Maria Wæhrens, Marie-Louise Vittrup Andersen, Mathias Kryger, Mette Vangsgaard, Mette Winckelmann, Mie Mørkeberg, Nicolai Howalt, Nina Strand (N), Pernille Priergaard Worsøe, Peter Brandt, Rasmus Bjørn, Rasmus Bregnhøi, Rasmus Danø, Stine Ljungdalh, Thorgej Steen Hansen, Tomas Lagermand Lundme, Trine Søndergaard, You Little Teapot. Billedkunstnerne repræsenterer på hver sin facon et indblik i Grethes univers. Blandingen af kunstnerne er som en pose bolsjer. Nogle kender man. Andre skal man til at kende. Udstillingen er arrangeret af Huskegruppen, der en kunstnerisk platform mellem Peter Brandt og Tomas Lagermand Lundme. Huskegruppen har eksisteret siden 2004 og arbejder tværfagligt med kunst, formidling og litteratur.
Udstillingen løber af stablen i Rumkammerat, et udstillingsrum, der ligger lige overfor det gamle Radiohus med koncertsalen, hvor Grethe sang sig ind i hjertet på danskerne med Dansevisen. Rumkammerat, Julius Thomsens gade 14 B, 1632 København V. Fernisering fredag d. 26. september, 17-21 (performance kl.18.) Åbningstider: Tirsdag til fredag; 12-17, lørdag 12-16. www.rumkammeret.dk/grethe Performance: ”Vågn op, Grethe” af Charlotte Petersen, fredag d. 26. september kl. 18. ”Dansevise- a collective performance” af Mathias Kryger, lørdag d. 4. oktober kl. 13.
|